Du er her: Forside

Artikler

Guldregn

guldregn

Laburnum x watereri

Når den gule forsytia ikke blomstrer længere, er de fantastiske hængende klaser fra guldregnen tegn på, at foråret er godt i gang.

Fra midten af maj måned ses de smukke, duftende, klart gule blomsterklaser på enstammede eller flerstammede træer eller buske af guldregn.

Hybridguldregn
Det lyder nærmest som genmanipulation, men krydsningen mellem alpeguldregn, Laburnum alpinum og almindelig guldregn, Laburnum anagyroides, er opstået for mere end 100 år siden. 

Alpeguldregn anvendes stort set ikke i Danmark, mens den almindelige guldregn plantes i skov og læhegn, hvor den også sår sig selv.
Krydsningen mellem de to guldregnarter kender man dels fra naturen, dels fra planteskolerne, som har opformeret hybridguldregnen.

Store blomsterklaser
Det er især de store blomsterklaser på hybridguldregnen, der gør den attraktiv.

Sorten ’Vossii’ stammer fra Holland tilbage i 1875 og får indtil 50 cm lange blomsterklaser. Det er den mest almindelige sort af hybridguldregn, som sælges i Danmark.

Guldregn er giftig
Vi kommer ikke udenom, at guldregn ikke er særlig populær i områder, hvor børn færdes. Blomsterklasernes bælge indeholder frø, som er særdeles giftige.

Den almindelige guldregn, Laburnum anagyoides, formerer sig ved frø og danner mange frø. Hybridguldregnene, som jo er krydsede, podes på grundstammer, da de ikke kan så sig selv. Deres bælge indeholder nemlig ikke frø, da planterne er sterile. Der vil dog være mulighed for, at enkelte bælge indeholder frø.

Vokseplads
Guldregnen vokser på kalkholdig jord – altså helt almindeligt veldrænet havejord.

Den skal stå i sol eller halvskygge, men blomstrer bedst, når den får masser af lys. Bryder sig bestemt ikke om fugtig, kold vokseplads i fuld skygge. Som træ, kan det godt blive omkring 10 m højt og næsten lige så bredt. Bladene består af mørkegrønne småblade, der sidder sammen. Er fuldt hårdfør og tåler beskæring.


Af Marianne Bachmann Andersen