Du er her: Forside \ Artikler om haven \ Formklipning af buksbom

Formklipning af buksbom

30
mar 2017

Buksbom i krukker

Vedligeholdes klippearbejdet ikke, bliver planterne hurtigt løse i væksten.

Hvorfor er buksbom så velegnet?

Buxus, som er det latinske navn for buksbom er en meget anvendt plante, når der skal bruges formklippede stedsegrønne planter. Det er især den småbladede type af buksbom, som egner sig til at klippe i.

Årsagen er, at buksbom er en robust, hårdfør og nem plante at have med at gøre. Den forgrener sig godt, vokser moderat og kan trives i både fuld sol og halvskygge. Når blot buksbom får vand og gødning nok, kan det blive til meget gamle planter i haven. 

Buksbom som traditionel kulturplante

I Danmark har man kendt og anvendt buksbom i mange år. Den er anvendt i slotshaver som kantplante i mange blomster- og rosenbede, hvor den danner smukke mønstre og monogrammer. Den anvendes som prydbusk i havens bede og som lave klippede hække i mange haver.

Dens store udbredelse har afstedkommet en større udvælgelse af sorter og der er lavet krydsningsarbejde for at lave nye sorter. Det er derfor i dag muligt at vælge buksbom, som er mere eller mindre småbladede, høje eller lave, hurtigtvoksende eller langsomtvoksende, med grønne eller brogede blade, med bred vækstform eller med mere slank vækst.

Det er derfor muligt at vælge, hvilken sort, der er mest velegnet, hvis det er kugler, man ønsker i sin have eller det er kegleformede buksbom i krukken, der skal klippes.

Er man først startet, fortsætter arbejdet hvert år

Anskaffer man sig en allerede klippet buksbom kræver det, at man fortsætter med at klippe den i formen. Gør man ikke det, vil der kun gå et år før formen ikke længere er tydelig. Altså skal man gøre sig klart, at det forpligter at have formklippede buksbom i haven, hvad enten de er i krukker eller er udplantet i jorden.

Det er nødvendigt at klippe mere end én gang hvert år. Fra maj-august måned skal der klippes 2-4 gange for at bevare formen.

Man kan også købe et forholdsvis stort eksemplar af eks. en buskom, og så klippe den i ønsket facon. Det kan gøres i fri hånd, eller man kan købe eller selv forme en skabelon, som man ønsker at klippe efter. Dygtige haveejere kan ligefrem forme dyr ud af disse buske og efter få år klippe sig frem til både egern og ørne.

Reglerne er simple. For at forme, skal man gennem sæsonen fra maj - august måned klippe 1/3 af skudtilvæksten af.

Værktøj til arbejdet

Man kommer langt med en almindelig beskæresaks - eller rosensaks. Jo skarpere saksen er, jo pænere bliver resultatet. Man kan også købe specielle beskæresakse til at forme stedsegrønne, som ligeledes er særdeles anvendelige. Sørg altid for at rengøre dit værktøj, evt. med olivenolie på en klud.


Af Marianne Bachmann Andersen