Du er her: Forside \ Artikler om haven \ Bekæmpelse af mos i græsset

Bekæmpelse af mos i græsset

17
apr 2016
mos
   

Når græsplænen ikke længere er fin og tæt, kan årsagen være flere ting:

Sneskimmel, som opstår, når græsset om vinteren er for langt og rådner under længere tids snelag.

Løsning:
Klip også græs selvom det er december måned, hvis græsset stadig vokser. Når de bare pletter er opstået, skal de repareres ved at genså. Fjern først de gamle rodrester af græsset, som er gået ud. Gøres nemt med en almindelig rive. Fyld lidt harpet muld i pletten og så efter med græs. Gøres om foråret.

Uønsket plantevækst eller ukrudt i græsplænen kan udkonkurrere græsset og lave store plamager, hvor græsset fortrænges.

Løsning:
Brug et mælkebøttejern eller lug pletter af bellis og andet ukrudt. Ukrudtet kan også nydes, hvis man ikke har noget imod at græsset ”blomstrer”.


Mos, som etablerer sig fordi jorden er for sur, der er for store træer, som skygger for græssets vækst eller græssets rodsystem er for svagt.

Løsning:
Undersøg ved hjælp af en jordanalyse, om jorden er sur. I så fald skal der udbringes kalk på plænen. Store træer kan stammes op, så lysmængden under dem øges. Pas på med at slå plænen for tæt, når der er mosproblemer. Græssets rodsystem har brug for at blive stærkere og det bliver det, hvis det for lov til at vokse godt igennem. De områder, hvor der er mos kan omforåret med fordel gødes med kvælstof, som styrker græssets vækst. Er mængden af mos meget stor, er det nødvendigt at fjerne det med en rive eller at anvende en verticalskærer.


Tørke, græsset trives ikke pga. for lidt vandtilførsel. Sker under længere tørkeperioder, eller i nærheden af store træer, som ”tager” vandet fra græsset.

Løsning:
Nedlæg plænen under store træer og plant bunddække og andre planter, som kan tåle at stå tørt. Har man ikke mulighed for at vande sin græsplæne i tørre perioder, må man leve med at græsset ser ud til at være gået ud og nyde det gode vejr, mens græsslåmaskinen også holder ferie. Græsset skal nok ”vågne op”, når der igen kommer regn.


Af Marianne Bachmann Andersen