Du er her: Forside \ Artikler om haven \ Forårskrukker

Forårskrukker

20
mar 2018


Forårskrukken LAV

 

Løgplanter til krukker
Fremdrevne løgplanter som påskeliljer, skilla og hyacinter er velegnede til de tidlige forårskrukker. Det er nemt at tilplante krukkerne med løg. De placeres blot i overfladen på en spagnumfyldt krukke med et ca. 15 cm højt drænlag bestående af lecanødder eller sten i bunden.

Holdbarheden er lang og de skal blot tilses for en eventuel vanding. Når de afblomstrer fjernes de fra krukken og plantes evt. ud i havens bede.

De må ikke klippes tilbage endnu, da løget selv skal trække næringsstoffer fra blade og stængel tilbage. På den måde, får man varig glæde af sine forårskrukkeplanter.

Forårsbebudere
I skovens bund, skovbrynet og på enge vokser kodrivere. Det er én af de første blomstrende forårsbebudere vi har.

Kodrivere tilhører Primula-slægten. De danske gartnere har gennem årene forædlet på Primula og derfor er udbuddet af dejligt blomstrende Primula stort hvert forår. Fordelen ved Primula er, at de blomstrer i kølige omgivelser. Bruges de som potteplanter inden i huset holder de ikke længe, men anvendes de i krukker eller i kølige rum, er Primula en meget længeblomstrende plante. Husk at vande, hvis de bliver lidt slatne i udseendet.

Stedmoder
Have stedmoder hedder på latin Viola x wittrockiana. Det er toårige planter med forholdsvis store blomsterhoveder i mange forskellige farver. Have stedmoder blomstrer i lang tid og er ikke så sarte, hvis det er lidt koldt om natten i det tidlige forår.

En anden type stedmoder er hornvioler. Viola cornuta er det latinske navn. Der er ofte duft i hornvioler og de kan betegnes som stauder om end de ikke lever i så mange år. Blomsterhovederne er ikke altid så store på hornvioler, men der er mange og de blomstrer længe. Både have stedmoder og hornvioler kan med fordel plantes ud fra krukkerne, og blomstrer ofte igen om efteråret, hvis de klippes tilbage.

Beskyttelse af krukker mod vejr og vind
De første krukker plantes ofte allerførst i foråret. Allerede i marts måned eller i starten af april ofte i forbindelse med påsken, som jo hvert år falder forskelligt. På den årstid er nattefrost stadig meget udbredt og længere perioder med nedbør hører også til almindeligheder.

Forårskrukkerne skal derfor beskyttes for ikke at blive ødelagt af kulde og vand. Placér gerne krukkerne under et tagudhæng, så kan du selv styre vandingen. Sørg for at der er godt med drænlag i krukkens bund i form af lecanødder eller sten/potteskår. Stil gerne krukken på små fødder, så vandet kan løbe ud.

De lave temperaturer kan være meget skadelig for planterne. Lave temperaturer kombineret med kraftig vind eller blæst er dødbringende for planterne, da de tørrer ud og al væske forsvinder fra plantevævet.

Stilles planterne i læ for kraftig vind eller dækkes de med lidt salatdug eller acryl, beskyttes de også mod udtørring. Plastic er ikke en god løsning, da det nemt får planterne til at rådne. Brug hellere tomme kartoffelnet eller andet luftigt og ikke for tungt materiale til at lægge over planterne. Lover metrologerne hård frost, skal krukkerne sættes ind i bygninger, hvor der ikke bliver frostvejr.


Af Marianne Bachmann Andersen